Skyttefisk

Skrevet af Tage Billeskov

Skyttefiskens evner som “jæger” har været kendt siden 1764. Med stor træfsikkerhed kan den nedskyde insekter fra de overhængende grene og blade, også selvom insektet befinder sig i en afstand af op til 1,5 m fra vandoverfladen.

Desuden kan den springe højt op over vandet for at gribe insekter med munden. I skyttefiskens gane er der en fure som sammen med tungen hurtigt kan dannes til et rør. Vandet presses igennem dette rør, ved at fisken presser gællerne sammen. Man kan næsten sammenligne det med at sende en spytklat ud mellem fortænderne, hvis man altså hører til dem som behersker denne kunst. Der er dog tale om en vandstråle, som efter nogle centimeter bliver til en hurtig serie af vanddråber, nøjagtig ligesom man fyrer en vandpistol af. Strålen fyres af mens fisken vipper kroppen nedad. Dermed affyrer fisken det man i militærsprog kalder en breddeild.

Hvis første skud er en forbier, tager fisken et nyt sigte og anden gang er det yderst sjældent at den rammer forbi. Men den skal ikke bare ramme byttet, den skal også ramme det rigtigt. Det synes som om at ungfiskene skal lære hvordan man får en fuldtræffer. Rammer fisken byttet på ryggen, presses det blot mod underlaget og får derved bedre fodfæste. Strålen skal ramme ind under byttet, således at det løftes fra underlaget og derved mister fodfæstet og falder ned – og haps! – ligger insektet i fiskens bug.

Også lysets brydning i vandoverfladen er et “problem”. Fisken er derfor nødt til at ligge lige under byttet. Fisken skyder først når den kan se byttet med begge øjne, og det er en absolut nødvendighed at byttet sidder stille – skyttefisken kan ikke ramme et bytte i bevægelse.

Den bedst kendte skyttefisk er. Toxotes jaculatrix, men også T. chatareus er en udmærket skytte. Men det er ikke kun skyttefiskene som har disse evner – i saltvandshobbyens navn kan nævnes, at den orangestribede pincetfisk, Chelmon rostratus, også besidder disse evner. Endnu mere interessant er det, at også visse labyrintfisk også dyrker langspyt. En af de bedst kendte labyrintfisk med disse evner er Dværgguramien, Colisa lalia.

Det var først så sent som i 1968, at Jörg Vierke opdagede disse evner hos visse labyrintfisk. Og siden har han fundet ud af, at ikke mindre end 4 Colisa-arter og 4 Trichigaster-arter, benytter sig af denne form for jagt.

Men labyrintfisk kan ikke skyde så langt som skyttefiskene, da de blot kan skyde så langt som deres egen kropslængde. Dog foregår de “indledende sigteøvelser” på samme måde som hos skyttefiskene. Dog adskiller de sig fra disse ved at afgive op til 14 vanddråber i en tæt byge, med kun 1/20 – 1/4 sekund mellem hver dråbe.

Hver ny vanddråbe tages ind i munden umiddelbart efter en affyring, ved at gællelågene arbejder som pumper. Under affyringerne af disse dråber, vipper labyrintfisken med kroppen, for derved at øge sansynligheden for at ramme plet.

Sædvanligvis er det ofte tilfældet, at dem som har skyttefisk eller én af disse 8 labyrintfisk, ikke eller meget sjældent får disse fisks evner som skytte at se. Det svære ligger i at få dem til at begynde at skyde, men er de først begyndt på dette, kan man ofte opleve dette. Men de starter kun hvis de har sultet igennem længere tid, og hvis akvariet er indrettet rigtigt.

Etologer taler i denne sammenhæng om en adfærdstærskel som skal overvindes.

At denne adfærdstærskel ligger så højt, hænger formentligt sammen med at fisken i første omgang helst vil fange sit bytte nede i vandet, da det er forbundet med en meget stor risiko, at ligge lige under vandoverfladen, Her er fisken et meget let offer for fiskende fugle, som der jo også findes nogle af derude i naturen.

Akvariet skal indrettes med overhængende trærødder med insekter på, og det kan kun lade sig gøre om sommeren, eller hvis man har adgang til bananfluer.