Anubias barteri var. Nana
Anubias barteri var. nana er en lille attraktiv plante, som trives under alle forhold. Den vokser langsomt, og bladene bliver flere år gamle, hvilket giver langsomt voksende alger mulighed for at etablere sig.
Det flotteste resultat opnås ved at plante den på en sten eller en trærod. Fiskesnøre kan anvendes til at fæstne planten, mens den gror fast. Hvis den plantes i bundlaget, må rodstængelen ikke dækkes, da den ellers har tendens til at rådne.
Den blomstrer hyppigt under vand. Den spises ikke af planteædende fisk. Der forhandles planter under dette navn, som ikke er Anubias barteri var. nana eller opretholder den lave vækst.Tager man et smut til Afrika, nærmere betegnet til Cameroun, vil man blandt Bolbitis heudelotti, Crinum natans og Nymphaea zenkeri, også kunne finde den ca. 10 cm høje Anubias nana. I Camerouns floder danner de sammenfiltrede rødder et tæt netværk, som gør at planten holdes fast på sten, rødder og lignende, det vil sige at den også danner såkaldte hæfterødder.
A. nana tilhører familien Araceae, som også huser velkendte akvarieplanter som Cryptocoryne, samt de mere potteplantelignende sumpplanter som også kan ses udbudt til salg i akvarieforretningerne, og som også er blevet tilladt holdt i akvarier af bedømmelsesdommerne i DAU, nemlig Acorus-arterne og Spathiphyllum.
A. nana blev så sent som i 1947 fundet på den berømte Galathea-ekspedition, og Botanisk Have i København fik som de eneste herhjemme, nogle få eksemplarer af denne plante. Og “takket være” den berømte stiklingekløe som nogle af os lider af, kunne man efter et stykke tid finde planten udbudt til salg i en forretning ved navn AKVARIUM KØBENHAVN. Her var prisen den nette sum af 5 kr. pr. blad. Holger Windeløv kom en dag også forbi denne forretning, og han er jo som bekendt til planter, og dermed blev A. nana sat i produktion, til alle akvaristers glæde. TROPICA var det første gartneri herhjemme som satte planten i produktion.
Det som gør denne plante så populær er (ikke prisen) at man meget nemt kan hæfte den fast på sten og trærødder, samt at den er en meget robust plante, som er en smule “ligeglad” med lysintensiteten i akvariet. Men får den for lidt lys, vil bladene blive små og mørke. Derimod hvis man har meget lys over den, vil bladene blive store og let lysegrønne.
Det er vigtigt at plantens rhizom (rodstængel) ikke “proppes” ned i bundlaget, men ligger lige over dette så kun rødderne stikker ned i gruset. Hvis det alligevel sker vil rhizomet rådne og planten dør. A. nana kan holdes i akvarier med temperaturer fra 20°C – 30°C, og kan dermed holdes af de fleste – og bliver det..!
Mest brugt er at sætte planten på en trærod eller fastklemme den mellem en dynge sten, og så lade den gro op ad denne mod lyset. Og så skal den bare have fred og ro. Planten vokser meget langsomt, og kan beholde sine “gamle” blade i over 3 år. Den største ulempe ved plantens gamle blade, er Penselalger (UF..!). Penselalger er også langsomtvoksende og har derfor gode muligheder for at brede sig på netop A. nana’s blade. Dyrket på sump kan A. nana blive op til 15 cm høj, og den sætter her gerne blomst. Men også under vand kan man se dette fænomen. Det er som om at planten ikke rigtig kan finde ud af om den er over eller under vand. Dog er planten ikke i stand til at udvikle frø under vand. Blomsterne er små, og sidder samlet i en kolbeformet stand. Hylsterbladet er grønlig til cremehvid eller brækhvid om man vil. Blomsten er lidt reduceret og enkønnede. De hvide hanblomster består af 5-6 støvblade, og de sidder oven over de grønlige hunblomster.
A. nana er også meget populær blandt chiclidioterne, især blandt Malawi-freaks. Malawi-cichlider er jo blandt andet berygtet for at sætte planter til livs. A. nana har meget seje og læderagtige blade. De fleste planter indenfor dens familie, har nogle olier, bitterstoffer eler cyanogene forblindelser i bladene, som gør at disse planter er uinteressante i gastronomisk øjemed. Om dette også er tilfældet hos A. nana, ved man ikke på nuværende tidspunkt – det er vist ikke undersøgt..!
Trods overskriften har jeg blot beskrevet planten som Anubias nana. Dette er gjort i tidspressets og pladsmanglens hellige navn. Planten hedder som overskriften, og er det gyldige navn. V’et står for variant, d.v.s. at planten er en variant af Anubias Barteri, og varianten hedder nana. Dermed navnet, Anubias Barteri v. Nana.