Opdræt af dværgciklider er spændende. Det er en stor fornøjelse at iagttage et stolt forældrepar svømme rundt med deres afkom. En del arter er forholdsvis nemme at få til at yngle, når blot man indretter akvariet efter deres behov. Nogle af dværgcikliderne lægger deres æg i huler, andre lægger dem på sten og andre igen på bredbladede planter.
Akvariet-opdraet_af_kribensis1
Akvariet til opdræt af kribensis bør være stort, gerne omkring 100 liter. Det kan indrettes med trærødder, masser af planter, sten til dekoration og naturligvis huler de kan lege i. Kribensis er som regel fredelige fisk, og man kan derfor godt have andre arter i samme akvarium, men man kan også vælge at have et artsakvarium, hvor der kun er kribensis.
Kribensis stiller ikke de store krav til vandkvaliteten, så det normale vandhanevand kan godt bruges i deres akvarium. Temperaturen skal være 24-26 grader.
For at få et godt avlspar, er det en god idé at anskaffe sig en flok unge fisk – 6-10 stykker – som man så lader gå sammen indtil de parrer ud. Hvis der bliver flere par, vælger man selvfølgelig de stærkeste eller de flotteste til at avle videre på.
Legehuler kan laves på flere måder. En af de meget brugte, er at bruge kokosnøddeskaller. Det er ganske simpelt. Køb en kokosnød – sav den midt over – lav et hul i den, så fiskene kan komme ind og ud – tag indmaden ud – kog den i 15-20 minutter, så alle urenheder er væk – sæt den så i akvariet på et passende sted og legehulen er klar til brug.
Man kan også bruge en lille krukke eller en urtepotte, eller man kan ganske simpelt bygge en hule af nogle sten.
Akvariet-opdraet_af_kribensis2
For at få fiskene i legehumør er det vigtigt med en god varieret kost. En blanding af frostfoder, levende foder og tørfoder er fint.
Når alle de ydre parametre er i orden, er det bare at vente på at fiskene skal give sig til at lege.
Hunnen begynder at lokke hannen med sin blodrøde bugplet, og inden længe har de gang i parringslegen som oftest foregår lige udenfor indgangen til hulen. Når hunnens lyse æglægningsrør bliver synligt, er legen nært forestående. Fiskene leger inde i hulen. De 3 mm store rødlige æg bliver hæftet fast til hulens loft. Det siges at der lægges 30-60 stk, men vi har oplevet at et kuld var på over 100 æg.
I de næste dage vil man ikke se meget til hunnen da hun står inde i hulen og vifter friskt vand over æggene. I løbet af 3-4 dage klækker æggene og bliver flyttet til en grube i bunden af hulen. Der ligger de og ”fimrer”, mens hunnen stadig står og passer dem. Når der er gået 8-10 dage kommer ungerne ud af hulen. I denne periode har man kunne se hannen stå udenfor hulen og jage eventuelle fjender væk fra territoriet.
Akvariet-opdraet_af_kribensis3
Når de fritsvømmende unger kommer ud, tager begge forældrefisk del i pasningen. Ungerne er ca. 5-6 mm store, og er iklædt en brunplettet dragt, hvilket gør dem næsten usynlige hvis de trykker sig ned mod bunden, hvilket de gør når der er fare på færde. Først når forældrefiskene ”giver tegn” kommer ungerne op og fortsætter deres gøremål.
Ungerne kan fodres med specielt ungefoder. Der kan også fås frostfoder som er beregnet til unger, eller man kan fodre med artemia salina, og andre små foderemner. I løbet af 2 måneder er ungerne 2-3 cm lange.
Uddrag fra vores opdræts-dagbog
2001-11-01
Det nye par har allerede leget! Det ser ud til, at der er ret mange, hvor mange må tiden vise. Det ser jo ud til at det er en temmelig let stamme at have med at gøre. Vi har købt tre par og de har alle tre ynglet.
2001-11-02
Begge forældrefisk passer på æggene. Hannen står mest udenfor, men han er også tit inde i hulen, så står de der begge to og hygger sig. Hunnen nusser og pusler om æggene, så det skal nok gå godt.
2001-11-04
Æggene er blevet flyttet fra hulens loft, men begge fisk passer stadig på dem. I løbet af 3 dage kommer de ud at svømme.
2001-11-07
Min teori med 3 dage passede ikke helt, for så skulle de have været ude med dem i dag og det har de ikke været, men måske i morgen. Ungerne fimrer i hvert fald fint rundt i bunden af krukken. Begge fisk er stadig meget blege. Måske er det for ikke at prale med at de har unger, og at de så får farve på når de kommer ud med dem. Vi får se.
2001-11-08
Så kom de ud. Der er godt nok mange unger og forældrene passer dem perfekt. De voksne har stadig ikke mange farver på, men lidt mere end da de var i hulen.
2001-11-09
Disse forældrefisk er ikke så nemme at skræmme som de andre. Vi kan komme ganske tæt til akvariet, selv når de går helt ude ved forruden med ungerne. Det ser skide godt ud når de går rundt med dem. Det er ligesom der er en hel sky rundt om begge forældrefisk når de svømmer afsted med ungerne lige efter sig. Ved det gamle hold blev ungerne flyttet da der var gået 13 dage efter at æggene var lagt. I dag er der gået 9 dage, så det kan godt gå et par dage endnu. Det er også sin sag at flytte dem, når nu de bliver passet og plejet af forældrene. De lærer jo noget yngelpleje af dem.
2001-11-10
Vi synes begge, uafhængige af hinanden, at det så ud som om der var blevet færre kribensisunger. Derfor sugede vi ungerne over i et 30 l akvarium. Michael fik fat i dem alle i første sug, så det var hurtigt overstået.
2001-11-12
Ungerne stortrives.
2001-11-15
Hunnen har fået en smule mere farve på end hun har haft indtil nu.
2001-11-24
Parret pudser på krukken, det har de faktisk gjort et par dage nu, men der er endnu ikke kommet æg. Hunnen er i god stand, så det sker måske snart?
2001-11-25
Så er der kommet æg, og der er mange! De dækker hele toppen af krukken.