Kattens sprog

Skrevet af Bonnie Dyrecenter

Kropssprog og mimik

En kat er meget udtryksfuld. Den viser glæde, angst, vrede, tilfredshed og hele det register af følelser, som også vi mennesker kan udtrykke. Det drejer sig blot om, at vi skal lære at forstå kattens udtryksform. Eksempelvis er det ret nemt at se på en kat, hvis den holder øje med et eller andet. Den løfter hovedet og stirrer med helt åbne øjne, og hvis det er et bytte, den har fået øje på, slår den med halespidsen. En sky og reserveret kat vil knibe øjnene lidt sammen og lægge ørerne frem, mens halen lægges frem langs kroppen. En venlig kat kommer hen til dig med halen lige i vejret og med et åbent og afslappet udtryk i kroppen. Du kommer hurtigt til at lære din kats sprog. Både dens kropssprog og dens lyde.

Glæde

Når katten er godt tilpas, spinder den ofte. Katten lærer hurtigt, hvor dens mad står. Når du nærmer dig skabet med maden, vil den kredse om dig og miave højlydt. En kat hilser ved at gnide sig op ad dig eller sno sig rundt om dine ben. Samtidig mærker den dig med sin duft for at fortælle andre katte, at du er dens ven. Du kan også se på din kat, at den er glad og tilfreds, hvis den har lyst at lege.

Angst

Den bange kat er også meget nem at kende. Hvem har ikke set en bange kat, som står på høje stive ben. Alle hårene på halen og ryggen rejses og ryggen krummes. Katten stirrer direkte på modstanderen, og dens pupiller bliver meget store. Katten forsøger at virke så stor og frygtindgydende som muligt, for at skræmme det væk, som den blev bange for. Hvis det ikke lykkes, vil den gå i forsvarsposition. Den åbner munden på vid gab, viser sine skarpe hjørnetænder og hvæser højt. Men bange katte vælger oftest at stikke af, hvis de har muligheden for det. De kan bedst lide at klatre op på noget højt. Der har den det bedste overblik over, hvad der sker nede på jorden. Det har selvfølgelig også den fordel, at mange af kattens fjender ikke kan klatre i træer. Den bliver blot siddende, indtil modstanderen ikke gider vente længere, så klatrer den ned i fred og ro.

Vrede

En kat kan også være meget vred uden at være bange, så kryber den sammen og udstøder en lav, advarende knurren. Den stirrer uden at blinke direkte på det, den føler sig truet af. Hvis du oplever din kat være så vred, så lad den være i fred. Du lærer hurtigt din nye kats sprog at kende, hvis du iagttager den ofte. Du kan også småsnakke med katten, og den vil svare dig på dens egen måde.