Colourpoint

Skrevet af Bonnie Dyrecenter

Kendetegn

Colourpoint katten er også kendt under navnet Himalaya kat.

Colourpointens kendetegn er den lange, tykke silkebløde pels med den fyldig halskrave.

Kropsfarven er lys med kontrastfarvede aftegninger.

Aftegningerne findes som points i ansigtet, på ørerne, på poterne og på halen og ikke mindst de BLÅ øjne.

Historie & Oprindelse

Colourpoint-katten bliver af mange katteejere kaldt for “perseren med siameseraftegninger”.
Denne betegnelse er ikke helt forkert, da colourpointen er blevet til ved parringer mellem disse 2 racer. Forsøg på at lave disse katte begyndte i Sverige i 1924 men blev ikke til noget.
I Amerika i 1930’erne dukkede der katte op med det tilstræbte udseende; men det var først efter 2. verdenskrig at resultatet på meget seriøse avlsprogrammer, udført samtidig i England og Amerika, gav katte med den rigtige langhårspels, perserens bygning samt siameserens farveaftegninger .

Anerkendelse

I 1955 blev Colourpointen godkendt og anerkendt som en selvstændig race i England. Amerika fulgte efter i 1957. I dag (1999) er colourpointen anerkendt i 20 farvevarianter:

 

/

Racestandarden

En beskrivelse af Colourpointen er ikke hel enkel, hvis man vil være retfærdig overfor dens skønhed og elegance. Dens kropsbygning og type følger samme standard som perserkattens; altså en kompakt firskåren krop (i fagsproget hedder det “coppy”), korte robuste ben, store runde poter med hårtotter mellem tæerne samt en busket kort hale som passer til kroppen. Det runde massive hoved sidder på en kort tyk nakke, ørerne bør være små og lavtsatte, næsen bør være bred med store næsebor og et tydeligt stop (øverste kant af næsespejlet ligger på linie med øjnenes nedre kant), hvælvet pande, store fyldige kinder og kraftig hage. Øjnene ønskes store, runde, åbne og så dyb-blå som muligt !

Sind

Skal man beskrive Colourpointens væsen, må man tænke på, at katten har sin egen personlighed ! Den har et roligt sind uden at være flegmatisk. Man skal ikke lade sig lokke af dens smukke ydre til at holde den som en dukke. Også en Colourpointperser kan være temperamentsfuld, krævende og uafhængig. Den er en indendørskat som er afhængig af sin ejer ! Den holder sig gerne i nærheden af den person, den føler sig mest knyttet til. Colourpointen er klar over sin skønhed og vil ved mange lejligheder om ikke ligefrem blive dagens højdepunkt, så ihvertfald sørge for at blive dens midtpunkt.

Hvad du bør vide: Colourpointen kræver daglig pelspleje!

At avle den perfekte Colourpoint er en stor og ikke så let opgave for opdrætteren. Megen tålmodighed og kendskab til racen er en fordel, for at nærme sig målet! En CPC (Colourpoint carrier) er en fuldfarvet perser, hvis ene forælder er en Colourpoint.