Artsakvariet

Skrevet af Bonnie Dyrecenter

Artsakvariet er selskabsakvariets modpol. Her holder du kun en enkelt fiskeart, og kan derfor lave forholdene helt optimale. I denne akvarietype vil fiskene som regel føle sig mere trygge, og dermed udvise en mere naturlig adfærd end i selskabsakvariet.

Er du interesseret i at løse nogle af de mange mysterier vore små fisk stadig gemmer på, er et artsakvarium det rette valg. I artsakvariet vil der ofte være unger, der så at sige vokser op af sig selv, men der er også andre gode grunde til at prøve denne akvarietype.

Måske vil du gerne studere en lille, men meget spændende art som eksempelvis den gyldne dværgrasbora, Rasbora maculata, eller en stor geddeciklide som Crenicichla anthurus. Begge holdes bedst i et artsakvarium, om end af helt forskellige årsager. Artsakvariet vil, som regel, samtidigt være et biotopakvarium.

/