Border Collie

Skrevet af Bonnie Dyrecenter

Oprindelse

Border collien stammer fra grænselandet mellem Skotland/Wales og England, hvor den har udviklet sig til en af de bedste arbejdende hyrdehunde. I 1906 blev ISDS (The International Sheepdog Society) dannet og border collien blev stambogsført, dog blev den først anerkendt som selvstændig race i 1976 af den engelske kennelklub. Man ved ikke helt bestemt hvornår den første Border Collie kom til Danmark, dog ved man at der i begyndelsen af 1960’erne blev indkøbt trænede Border collies.

Racestandard

I henhold til Border Colliens Danske Standard skal helhedsindtrykket på en Border Collie være: Velproportioneret, med bløde liner, der angiver kvalitet, ynde og perfekt harmoni, forenet med tilstrækkelig masse til at give indtryk af udholdenhed. Enhver tendens til grov eller sart bygning er uønsket. Karakteristiske træk: Virker atletisk, med godt hvælvene ribben, dybt og temmelig bredt bryst. Længdepartiet er dybt og muskuløst, men ikke opknebet. Kropslængden er en smule større end skulderhøjden.

/Billederne er venligst stillet til rådighed af Erik Andreasen.
/Denne Border collie er vild med at rutche. Af Erik Andreasen.

Temperament

En Border collies temerament er ifølge racestandarden: Sej og vedholdende, hårdtarbejdende hyrdehund med stor lærevillighed. Energisk, opmærksom, lydhør og intelligent. Hverken nervøs eller aggressiv. Ovenstående kan “oversættes” til at en Border collie er en meget aktiv hund, som kræver aktivering – og aktiverer du den ikke nok, aktiverer den sig selv – og det er måske ikke lige den form for aktivering du bryder dig mest om.

Den regnes for en af de klogeste hunderacer, og den er meget lærenem. Hvis du ser hunde i TV-reklamer er det ofte Border collier som bliver brugt, fordi den lærer nye ting meget hurtigt.

Vil du vide mere om Border Collien kan du besøge www.bordercollieklubben.dk.