Hyphessobrycon pulchripinnis
Denne fisk kender vi bedst under det danske populærnavn, Citron-tetra, og det på grund af dens flotte gule kropsfarve. Det videnskabelige artsnavn, pulchripinnis henviser til dens flotte ryg- og gatfinner, da artsnavnet betyder smuktfinnet. Og smukke dét er de..!
Især hannens gatfinne er udstyret med en smuk bred sort søm, og foran denne findes en stærkt gul søm. Rygfinnen er forrest gul, efterfulgt af en sort søm. Begge finner er gennemsigtigt svagt gule. Hunnen mangler den sorte søm i gatfinnen, men bliver derimod lidt større og rundere i bugregionen, end hannen. En anden ting man lægger mærke til hos fisken, er den øverste halvdel af øjets iris, som er stærk rød.
Den kommer fra Sydamerika, hvor den er udbredt i Amazonbækkenet. Her lever den i floder og bække med svag til moderat strøm. Fiskens lyse farver indikerer at den kommer fra floder med “hvidt” vand, men øjets lysende røde farve fortælller det modsatte. Konklusionen må derfor være at den kommer fra en “overgangszone” mellem disse. Evt. holder den til langs brinken under udhængende træer og buske.
Det er en fredelig og rolig stimefisk, som for det meste holder til i den nederste trediedel af akvariet, og i og ved plantetykninger, men hvis den føler sig tryg kan man også se den svømme rundt i akvariets øvrige vandlag. Citrontetraen er en “nem” fisk på ca. 5 cm som også er velegnet til selskabsakvariet, men da det er en stimefisk bør man ikke holde mindre end 10 fisk i akvariet. De danner små revirer hvor de længe bare “står” og kipper med finnerne. Indtrængende artsfæller jages bort, hvorefter de straks vender tilbage til deres territorie. I opholdsakvariet stiller fisken ingen krav til vandets beskaffenhed, blot der er rent og iltrigt. Faste periodevise vandskift fremmer fiskens velbefindende. Temperaturen holdes på ca. 24°C.
Akvariet må gerne belyses kraftigt, men der skal også forefindes skyggefulde lokaliteter i form af tætte plantetykninger, trærødder og evt. flydeplanter. Bundlaget må gerne være mørkt, men det er ikke strengt nødvendigt. En mørk baggrund fremmer fiskenes tryghed, og den bør ikke holdes sammen med fisk af voldelig eller alt for livlig karakter.
Hyphessobrycon pulchripinnis er nærmest altædende, men foretræker en rig og afvekslende fodring. Den vil som de fleste andre karpelaks gerne have levende foder, og 2 x levende foder ugentligt skader i hvert fald ikke!
Fisken hører ikke til de nemme arter at opdrætte, men opdræt er absolut muligt. Legeakvariet skal være på min. 30 ltr. Akvariet afskærmes mod for stærk lys, evt. med avispapir, og forsynes med legerist eller lignende, da forældrene efterstræber deres egne æg. Som legesubstrat anvendes fintløvede planter. Temperaturen kan hæves et par grader, da det synes at fremme legelysten. DH 6-7°, pH ca. 6,5. Fiskene leger som regel i løbet af 2-3 dage efter udsætning. Efter endt leg fjernes forældrene, og akvariet mørklægges totalt. Æggene klækker efter ca. 36 timer, og hænger i yderligere 2-3 dage. Først når ungerne er fritsvømmende kan de i starten fodres med infusorier.
Efter yderligere 3-4 dage kan de tage nyklækkede artemia, frosne bosmider eller andet fint foder. Halvdelen af vandet skiftes en gang om ugen, og når de er ca. 1 måned gamle, kan de overflyttes til et større opvæktakvarium. Ungerne fodres afvekslende, helst med levende foder, da de ellers ikke vil få den kraftige farve samt at de ikke vil opnå en normal størrelse som voksne. H. pulchripinnis kan lægge op til 300 æg.
I listen om Dansk førstegangsopdræt, er opdrætteren samt tidspunkt ukendt, men opdrættet – dét er den!