Colisa lalia
Alle har set den – mange har haft den på et eller andet tidspunkt i deres akvarie-“karriere” – men hvor mange har set den som en revirdannende fisk med forsvar, redebygning, parring etc.?
Mange har haft den erfaring, at det er en sky, om end fredelig, fisk som for det meste gemmer sig i den bagerste del af akvariet, og kun kommer frem til forruden når man er flere meter fra akvariet.
I litteraturen anbefales den ofte til selskabsakvariet, fordi den er fredelig og farverig, og derved får den i mange tilfælde ikke de (få) krav opfyldt som den “kræver” for at trives fuldt ud.
Få har set den bygge skumrede, men endnu færre har set den “skyde” foder ned! Nok om morale – lad os se hvad vi kan gøre ved det …
Dværgguramien, som den populært kaldes, kommer fra Indus- og Gangesfloden med alle dens bifloder, Jumna-floden, Bramaputra-floden i det mellemste og nordlige Pakistan, det nordlige og nordøstlige Indien, samt i Bangladesh. Dens udbredelseområde er derved enormt stort, og i disse lokaliteter lever den i lavvandede områder, hvor temperaturene kan blive ret høje. Ofte støder man på fisken i de mange rismarker som præger landskabet. Disse rismarker er ofte mudrede og iltfattige, og iltproblemet, som ikke er forårsaget af at bønderne går rundt i markerne med bare tæer, klarer fisken med et åndingsorgan som populært kaldes labyrinten, deraf kommer også Guramiernes fællesbetegnelse, Labyrintfisk. Labyrinten består af et hulrum som er forsynet med en masse benlameller. Benlamellerne er overtrukket af hus, som er forsynet med talrige blodkar.
For begge køn gælder det at de kan blive op til 5 cm store. Hannen er med sine blå og røde striber, så absolut den flotteste. Hunnen er sølvgrå med meget svage farver. Hannens farver er ikke som hos Honningguramien afhængig af “humør”, revirdannelse og “lyster”, dog kan man bestemme hans sindsstemning på den blå farve i strubepartiet.
Akvariet til Dværgguramien bør være tæt beplantet, også vandoverfladen skal have en del planter, men den må ikke være helt dækket med disse, da det kan forhindre fisken i at optage luft fra overfladen. Dækglasset skal være nogenlunde tætsluttende – ikke fordi fisken springer, men fordi lufttemperaturen mellem vand og dækglas ikke må være for kold.
Vandets temperatur bør ikke komme under 23°C, men må meget gerne ligge mellem 26-28°C. Går man op i vandværdier, kan nævnes at hårdheden ikke bør komme over 15°DH og pH-værdien bør ligge på 7 – også for planternes skyld..!
Akvariet må meget gerne stå således at der kommer direkte sollys ind i det nogle få timer om dagen. Det kan være svært at styre den økologiske balance med sollys som sparringspartner, men det fremmer fiskenes velbefindende. Balancen kan bl.a. opretholdes ved hyppige vandskift, hvilket er nødvendigt da Dværgguramien tillige er en ret sart fisk som kræver en god vandhygiejne.
Vil man holde fisken sammen med andre arter, hvilket udmærket kan lade sig gøre, bør man vælge fisk som er fredelige og frem for alt rolige. Ikke noget med frustrerede Pansermaller som fiser op og ned for at tage luft, men fisk som hovedsageligt opholder sig i de mellemste og nedre regioner af akvariet. Af andre ikke-egnede fisk kan i flæng nævnes hurtigt-svømmende barber som f.eks. Barbus tetrazona, men også indenfor karpelaksene kan nævnes Kobbertetraen som i deres vilde jagt efter hinanden, respektløs trodser alt hvad der hedder territorier.
Dværgguramien bør som alle andre fisk fodres godt og varieret, og helst med foder som bliver ved vandoverfladen, eller langsomt synker mod bunden. Som førnævnt kan fisken skyde som en Skyttefisk, men dette er snarere en undtagelse end en regel.
Det er ikke nogen synderligt udpræget instinkthandling, og det forekommer kun sjældent og forskelligt fra individ til individ. Men med lidt dressur kan man selv opleve denne spændende adfærd.
Man klemmer noget foder fast på glasset 2-3 cm over vandoverfladen, og giver den en meget lille mundfuld lige under “målet”. Fiskens appetit er nu vækket, og den vil sart spekulere på hvordan den får fat i det som den ikke umiddelbart ikke kan nå. Dens træfsikkerhed er ikke noget at prale af, og der skal flere skudforsøg til. Da den ikke kan ændre spyttevinklen, må den dreje om sin længdeakse for at få en spredning af de vanddråber som affyres med korte mellemrum.
Men det er ikke det eneste som den “har i munden” – hannen bygger også skumrede i sit revir. Til dette bruger han plantedele, og hvis man har et lille indvendigt plasticfilter i hjørnet som drives af en luftsten, kan man se at han trækker trævler eller fibre ud fra filtervattet. Disse fibre betragtes som særdeles velegnede byggematerialer.
Skumreden er meget arkitektonisk bygget. Først laves en fleksibel skumplade med de før omtalte byggematerialer, og denne er ca. 20 cm i diameter. Denne plade forankres til rodfæstede planter som når op til vandoverfladen – dette er meget praktisk, da reden ellers vil sejle omkring!
Under denne plade afsættes en stor mængde skumbobler, som får hele herligheden til at hvælve, og reden kan rage 2-3 cm op over vandoverfladen. Skumpladen med plantedelene beskytter selve skumreden mod at blive set fra luften, men den sørger også for at temperaturen inde i skumreden er konstant dag og nat.
For at få et vellykket opdræt må man have et godt par som frem for alt skal være sunde og raske – og flotte avlsfisk..! Ved en god og varieret kost skal man sørge for at hunnen er godt rognspændt.
Legeakvariet kan være på bare 20-30 liter, og skal faktisk indrettes på førnævnte måde, dog bør man sørge for at der findes nogle skjulesteder til hunnen, da han kan være ret grov i sine frierier. Vandstanden bør ikke være højere end 10-15 cm, og der skal være plads til at skumreden kan stikke de 2-3 cm op over vandoverfladen.
Når parret “sættes over” hæves temperaturen til 26-28°C, og hannen starter snart efter opbygningen af skumreden. Når han er færdig skal hunnen “bearbejdes”, og når hun er klar lader hun sig nemt lokke op under skumreden, hvor hannen “ømt” omfavner hende, vender hende om så bugen vender op mod skumreden, hvorefter han “klemmer” æggene ud af hende. Når hun har lagt nogle få æg, slipper han hende – ikke for at få sig en smøg – men for at placere æggene i skumreden. Dette gentager sig indtil hun ikke har flere æg, og nu fjernes hunnen da det er hannen som står for beskyttelsen af skumreden – hvilket han ivrigt gør.
Ved 28°C klækker de 400-600 æg efter 24 timer, og efter yderligere 3 døgn forlader ungerne skumreden for at finde noget at spise. Hannen bør på dette tidspunkt fjernes, og man kan nu starte opfodringen af de meget små unger med infusorier eller andet meget småt foder. Efter 5-6 dage kan man begynde med nyklækkede nauplier af Artemia salina – et foder som giver dem et spark bagi.
I 6te til 7ende uge gennemgår ungerne en meget kritisk fase i deres opvækst. Det er nemlig på dette tidspunkt at de danner deres labyrint, og de er i denne periode meget modtagelige for sygdomme. Vandet skal derfor være meget rent og iltrigt, så en god gennemluftning i akvariet er derfor et absolut “must”. Når labyrinten er dannet er de små unger mere modstandsdygtige og udenfor fare. Herefter kan ungerne forsigtigt flyttes over i et større opvækstakvarie.
Colisa lalia lever desværre ikke så længe, men den er kønsmoden allerede efter 8 måneder.