Guppy

Skrevet af Bonnie Dyrecenter

Poecilia Reticulata

Guppyen er kendt af ethvert barn og de fleste voksne. Den er sansynligvis verdens mest solgte akvariefisk. Mange akvarister startede karrieren med denne fisk, og for nogle er den en livslang passion. Guppyen er navngivet efter John Guppy, som opdagede den spraglede fisk på Trinedad i 1865. Dens naturlige udbredelsesområde var Barbados, Brasilien, Guyana, Trinadad og Venezuela. Guppyen viste sig at være den perfekte akvariefisk. Den stillede beskedne krav til vandets sammensætning og temperatur, og ynglede særdeles villigt. Samtidig var det en smuk fisk, som udviste et sandt overflødighedshorn af spraglede farver. De fleste af de guppyer vi ser i dag, minder kun ganske lidt om denne fisk. De store finner hæmmer fiskenes naturlige adfærd, mens indavl, og i visse tilfælde hormonbehandling, har gjort dem sarte og modtagelige for sygdomme. Vær derfor omhyggelig når du vælger guppyer. De mindste og mindst prangende, kan meget vel give dig mest fornøjelse i længden. Som forbruger er du med til at bestemme hvilke fisk, der bliver produceret og hvordan de bliver det.

Når det er sagt, vil jeg give guppyen min varmeste anbefaling. Den er en herlig fisk, og et spændende bekendtskab i akvariet. Hannerne udkæmper drabelige imponerekampe, hvor ingen bliver beskadiget – altsammen for at tiltrække sig de mere korpulente hunners opmærksomhed. Ungerne dukker op i stort tal. Hvis forældrefiskene holdes velfodrede, kan ungerne sagtens vokse op i akvariet. Ungerne er nemlig lynhurtige til at gemme sig i vegetationen, nå der er fare på færde.

Guppyen trives bedst ved 22-24°C, men nogle af de indavlede kulturformer skal helst ikke holdes ved temperaturer under 26°C.

/