Udseende
Hellig Birma er en halvlanghåret, også kaldet semilanghåret, masket kat. Den er af medium kropsbygning og størrelse med et dejligt rundet hoved, der ikke på nogen måde må ligne et perserhoved.
Profilen er ligeledes afrundet og hagen gerne kraftig. Ørerne må ikke være for store eller højt placerede. Øjenfarven skal være klar dyb blå og formen afrundet til let oval. Pelsens farve er ret speciel. Der ønskes så stærk en kontrast som mulig mellem maske- og kropsfarve.
Kropsfarven svinger, alt efter maskefarven, mellem mælkehvid og beige meget gerne med et let gyldent skær.
Få af de andre maskede katte har så gode kontraster, som det er sædvane hos Birmaen. De maskede partier findes på ansigt, ører, ben, hale og kønsdele. Se endvidere afsnittet “Maskefarver” nedenfor.
Du kan finde en detaljeret beskrivelse af udseende, pointskala, farvevarianter og meget mere på www.birma.dk
Poterne
Disse er den Hellige Birmas “varemærke”. De skal være helt hvide uden farvede pletter; på forpoterne gå lige rundt med selve poten, og på bagpoterne går de på bagsiden op i en kile mod hælen.
Maskefarver
Indtil den 1.1.1990 var kun fire maskefarver anerkendt af FIFé, nemlig brun, blå, chokolade og lilla. På FIFés generalforsamling i juni 1989 blev Birmaen imidlertid også godkendt i følgende maskefarver (gældende pr. 1.1.1990):
- rød
- creme
- bruntortie
- blåtortie
- chokoladetortie
- lillatortie
Læg mærke til, at tabbyvarianterne endnu ikke blev godkendt.
På en udstilling i Hannover i Tyskland den 21.-22. oktober 1989 blev de tabbymaskede Birmaer imidlertid indstillet til godkendelse. 21 katte var udstillet i farverne bruntabby, blåtabby, tortietabby, og endvidere et par enkelte med sølv. FIFés dommerkommission gik alle de tabbymaskede Birmaer igennem om søndagen, og alle var begejstrede og positivt indstillet overfor, at de tabbymaskede Birmaer skulle godkendes på FIFés næste generalforsamling i maj 1990.
Den 26. maj 1990 blev denne generalforsamling afholdt i Borås i Sverige, og tabbyvarianten blev godkendt med øjeblikkelig certifikat-status, d.v.s. fra og med den 26. maj 1990. Se endvidere de separate afsnit “Standarden, incl. farveskema med EMS-koder”, hvor alle 20 godkendte maskefarver er beskrevet samt “Birmabilleder” med farvefotos af de 6 maskefarver (brun, blå, chokolade, lilla, rød og creme) plus de tre mønstre (tabby, tortie og tortietabby).
Temperament/væsen
Birmakatten er ukompliceret og besidder en stor tilpasningsevne. Dog bør Birmakatten ikke være alene hos mennesker, der er hjemmefra det meste af dagen. Man bør i sådanne tilfælde anskaffe endnu en kat (evt. en huskat, hvis pengepungen ikke tillader køb af f.eks. to søskende på en gang).
Har man ikke mulighed for at have to katte, kan også en hund, en kanin, et marsvin eller andet husdyr gøre det. Det vigtigste er, at den har selskab af et eller andet væsen.
Birmakatten går fint sammen med børn, da den er meget glad, legesyg, bevægelig og under ingen omstændigheder “ondsindet”. Den passer også godt ind i et hvirvlende familiemønster, da den ikke behøver så megen ro som den mere flegmatiske perserkat.
Birmaen er meget selskabsglad – en udpræget “familiekat” – og knytter sig mere til sine mennesker end til boligen. Den er derfor også nem at tage med på rejse.
Ud over sin stærke sans for familiesamhørighed har Birmaen et stærkt udviklet moderinstinkt.
Birmaen er udpræget nysgerrig og følger med i alt, hvad der sker, og den lægger en fantastisk sindighed for dagen for at få lov til at “være med”! Det er en udpræget social race, og man ser sjældent, at katte gensidigt vasker hinanden så meget, som det er tilfældet med Birmaen.
Birmakatte er livlige og charmerende, intelligente og fornuftige.
Pelspleje
Med tanke på Birmaens ofte fyldige, halvlange pels må man sige, at pelsplejen er yderst overkommelig. Det er sjældent, at Hellige Birmaer har pels der filtrer, og børstning en gang om ugen rækker ofte. Dog må man hjælpe katten lidt oftere i fældningsperioderne.
Legenden
Legenden om Den Hellige Birma, hvori fiktion og virkelighed blandes på den måde, man hører i Østens fortællinger, er meget smuk.
Længe før Buddhas ankomst til Jorden byggedes der i Burma et tempel, der blev indviet til guden Song-Hio og gudinden Tsung-Kiang-Kse. Templet blev kaldt Lao-Tsun. Præsterne – kithaerne – tilbragte deres liv i meditation. I det øjeblik, de opnåede den evige ekstase, overførtes deres ånd til en af de mange hellige katte, der levede på templets område.
Templets ældste og mest agtede præst, den vise blandt de vise, Mun-Ha, tilbad specielt gudinden Tsung- Kiang-Kse, der havde vidunderlige safirøjne. Man sagde, at denne gamle præsts gyldne skæg var flettet af selveste guden Song- Hio. Sinh var navnet på den kat, der tjente ham som et orakel, og den blev agtet på lige fod med sin herre.
Så en aften, da thaierne, der kom fra Siam, belejrede templet, døde den gamle mand. Man så da transfigurationsmiraklet foregå for alles øjne: katten Sinh sprang op på sin herres hoved; dens krop, der hidtil havde været hvid, antog den samme gyldne farve som den hellige mands skæg; dens øjne blev safirblå som gudindens. Dens ben, ansigt, ører og hale, blev brune som jorden, men dens poter forblev hvide som håret, den hagede sig fast i, som et symbol på renhed.
Kattens blik opflammede præsterne, der jog deres fjender på flugt. Syv dage senere døde Sinh, og i det samme steg hans elskede Herres sjæl ind i evigheden. Da skiftede alle templets katte farve som Sinh, et nyt mirakel var sket.