Colisa Chuna
Denne lille labyrintfisk har gennem tiderne betaget mange akariehjerter, og den er da også en skøn lille fisk. Honningguramien, som den populært kaldes, bliver bare 5 cm, og den blev for første gang beskrevet af Hamilton-Buchanan i 1822. Blot lavede hun den fejl at beskrive hannen som C. chuna og hunnen som C. sota. Først så sent som i 1974 blev fjelen opdaget og rettet af Menons revision af Colisa-slægten. Dog kan man stadig i nogle akvariebøger og artikler støde på navnet C. sota, men dette navn er kun et synonym for arten.
Honningguramien findes i sumpe, damme og andre vådområder, hvor vandgennemstrømningen er svag eller helt mangler. Temperaturen i sådanne stillestående vandområder kan være meget høj, og iltindholdet kan være meget lavt. Men til dette har honningguramien en labyrint, en slags supplerende åndingsorgan som giver fisken mulighed for at udnytte atmosfærisk luft.
C. chuna kan godt gå hen og blive en lille problemfisk, da den let smittes af sygdommen, Oodinium. Yderligere er den meget let at stresse, så akvariets øvrige fiskearter skal være af højst samme størrelse, og helst roligere – hvis det findes…!
Akvariet til C. chuna behøver ikke at være ret stort, blot man sørger for at der er en del flydeplanter så fiskene føler sig trygge. Men der må ikke være så mange flydeplanter i overfladen, så de forhindrer fiskene i at “trække vejret”. Ellers holder den meget af tæt beplantning.
Temperaturen holdes på ikke under 24-26°C, og man skal sørge for at luftdelen mellem vandoverfladen og dækglasset er af nogenlunde samme temperatur samt at luftfugtigheden er høj i denne.
Vandværdierne i opholdsakvariet behøver man ikke at spekulere så meget på, da hårdheden kan være op til 15°DH og pH’en kan ligge på 6,5 – 7,5. Altså ganske almindeligt postevand for de fleste områder her i Danmark.
Hvis fiskene ikke er i legehumør, kan det godt være lidt svært at se forskel på de to køn. Dog er hannens rygfinne lidt mere spidst udtrukket, end hunnens, der er mere afrundet.
I yngledragt er der overhovedet ingen tvivl om hvem der er hvem. Hannens grundfarve er rødbrun til orange, og hans rygfinne er stærkt gul, lige med undtagelse af den bagerste del som er i samme farve som kroppen. Struben, bugpartiet samt den forreste del af gatfinnen er dybsort.
Hunnen derimod er gråbrun med et metalblåligt skinnende strubeparti, og hun er yderligere udstyret med en tydelig længdstribe, som går fra bag gællelåget til haleroden. Hannen bygger en lille uanseelig skumrede blandt flydeplanterne. Han forsøger at lokke hunnen op under den. Lykkes det, og hunnen er parat til den ældgamle juleleg, omklamrer han hende på rigtig Colisa-manér. Det er her hunnen afgiver sine æg med kortere eller længere pauser imellem.
Efter endt leg “forlader” hunnen areanen, og den tunge pligt kalder nu for hannens vedkommende. Det er nemlig ham alene som står for pasningen af skumreden og dens indhold. Det kan undertiden være nødvendigt at fjerne hunnen, for at han ikke skal jage for meget med hende.
Efter halvandet døgn klækker de ca. 200-300 æg, og ca. 2 døgn efter er ungerne fritsvømmende. I starten opfodres de med infusorier, hjuldyr og tøffeldyr. Senere kan man gå over til Artemia salina og knust tørfoder.