Ethvert barn kender dem, og de fleste voksne kan kalde dem frem fra erindringen…
Jeg mener selvfølgelig Walt Disneys vidunderligt frække jordegern Chip og Chap. Hvert år til jul kan vi gense dem i ildkamp med Anders And.
Virkelighedens jordegern er lige så smukke og næsten lige så frække – men deres levevis er bestemt en del anderledes. De lever nemlig ikke i træernes kroner, men, som navnet siger, under jorden. Jordegernet er i familie med vores hjemlige egern. Nogle arter lever på stepperne i Nordamerika, Østeuropa og Sibirien, mens andre lever i skovene.
De første jordegern vi fik som kæledyr, var de nordamerikanske chipmunks, men i dag er det en art fra Manchuriet, der er mest almindelig. Alle jordegern graver huller i jorden og bygger komplicerede gangsystemer. Her sover de og opbevarer deres foderforråd til vinteren. I nogle egne går de i dvale eller vintersøvn. Hvor dyb søvnen bliver afhænger af temperaturen.
Ved udgravninger af hulerne har man fundet dyr, der tilsyneladende var helt stivfrosne – men som vågnede op, da de blev bragt ind i et varmt rum. De steder, hvor jordegern forekommer i meget stort antal, eksempelvis i Nordamerika, forårsager de meget store skader på landbrugsafgrøderne. I deres søgen efter føde, kan jordegern i visse egne helt ødelægge kornhøsten.
I naturen er gennemsnitslevealderen ca. 2 år, mens det i fangenskab er helt op til 8 – 10 år.
Jordegernet hører ligesom chinchillaen til de lidt mere krævende arter. Derfor er det bedst, at høste de første erfaringer med nogle af de mere tolerante gnavere, før du forsøger dig med disse dyr.
Daglig pleje
Brug en fuldfoderblanding, der er målrettet mod jordegernets behov, og suppler med følgende: Grønt: Salat, tomater og majskolber. Frugt: Æbler, blommer (uden sten), og appelsiner (uden skal). Husk at skylle frugt og grønt grundigt. Nødder: Jordnødder, hasselnødder. Som proteintilskud kan gives insekter, melorme, hakket kød og eventuelt hundepiller til hvalpe. Vand er en selvfølge, og du bør tilsætte C-vitaminer, som forebyggelse mod sygdomme. Lad gerne egernet løbe indendørs, men husk at lukke døre og vinduer, og lad aldrig hunde eller katte være i samme rum. Det er vigtigt, at hygiejnen er i orden, da der ellers kan opstå sygdomme. Check buret og gamle foderdepoter et par gange om ugen, og ryd ud efter behov. Vandautomat og foderskål rengøres hver dag. Sovepladser/skjulesteder, rengøres ugenligt og buret vaskes i desinfektionsmiddel.
Bur
Først og fremmest kræver jordegern masser af plads. Gerne et stort bur, på eksempelvis 50 x 50 x 100 cm. Bunden dækkes af et tykt lag jord, som giver de små gnavere mulighed for at grave. Helt ideelt er det at give dem en voliere udendørs i sommerhalvåret. De kan faktisk også overvintre ude, hvor de går i vinterdvale. Indendørs er de dog aktive hele året. Anbring en lille redekasse, lidt camoufleret af grene og trærødder. Så accepterer jordegernet lettere dit boligforslag. Ellers risikerer du, at den selv graver en rede nede i bundlaget – og den er ikke let at komme til at gøre ren. Foderskålen stilles i nærheden af åbningen, og drikkeautomat ophænges.
Formering
Formering af jordegern er ikke helt let. Det kræver nemlig forholdsvis god plads. Udendørs i en voliere kan det krav dog let honoreres. Drægtighedstiden er på 30-32 dage. Nyfødte unger er nøgne, blinde og vejer kun nogle få gram.