Sagn og historier om katten
Vi kender kattene tilbage fra de egyptiske templer, hvor de blev betragtet som hellige og ophøjede dyr, der stod guderne nær. Egypterne havde tilmed en frugtbarhedsgudinde ved navn Bast, der blev fremstillet som en kvindefigur med kattehovede. Når en egyptisk kat døde, blev den balsameret, lagt i en gravkiste og begravet på en kattekirkegård, der var viet til gudinden Bast.
Der var dødsstraf for at slå en kat ihjel. Udbrød der brand, blev katten reddet, før man prøvede at slukke ilden. Døde en kat, skulle hele husstanden ifølge lov barbere øjenbrynene af som tegn på sorg.
Katten blev brugt til at beskytte kornforråd mod mus og rotter. I Asien brugtes den i silkeindustrien til at beskytte pupperne mod angreb fra rotter.
I middelalderen vendte kattens lykke. Den kristne kirke udråbte kattene til at være onde skabninger i pagt med djævlen og i familie med hekse. De blev forbundet med oldtidens gudsdyrkelse. Katte blev brændt på bål, korsfæstet, slået og udsat for andre grusomheder, som led i en udrensning af formodede fjender af Kristus.
Katten fik igen oprejsning, da pesten, Den sorte Død, trak sit blodige spor op gennem Europa. Da fik mennesket igen brug for katten – denne gang til at slå de vandrende smittebærere, rotterne, ihjel.
I dag er katten et højtelsket kæledyr og bliver behandlet med respekt. Den er efterhånden et lige så populært kæledyr som hunden. Tal fra hele verden har vist, at katten endog har overgået hunden i popularitet.
“Lille kat, lille kat, lille kat på vejen, hvis er du, hvis er du? Jeg er sgu min egen!”
En kat har mange forskellige egenskaber, men er frem for alt en selvstændig personlighed. Hver eneste kat udvikler sin egen helt unikke karakter.