Kattens jagt

Skrevet af Bonnie Dyrecenter

Alle katte er født med et jagtinstinkt. Det er ikke alle katte der er gode til at jage, da jagtteknikken er noget der skal læres.

Hos de vilde katte er jagten den vigtigste aktivitet når den er vågen. Hvis ikke vores huskatte får lært, eller ikke har mulighed for at jage, eller ikke i det mindste har mulighed for at ”lege” jagt, vil de komme til at kede sig, og blive sløve og apatiske, lidt som om de er blevet frataget det sjoveste i livet. Jagten er altså en meget vigtig del af kattens liv.

En kat bliver født som kødæder, og allerede mens killingerne er små, begynder hunkatten at slæbe sit bytte hjem til killingerne – i første omgang for at de skal æde det, men senere tager hun byttet med levende hjem, så killingerne kan se, hvordan man skal fange mus og aflive dem. Jo dygtigere en jæger moderen er, jo bedre til at jage bliver killingerne også.

Når killingerne bliver 4-5 måneder gamle, skal de selv kunne klare sig i naturen, og skal selvsagt have lært at jage inden det tidspunkt. Allerede fra fem-ugers alderen begynder killingen at udvikle sin jagtadfærd. Alt hvad killingerne laver drejer sig også om at blive lært op til jagt. Lige fra moderens vippen med halespidsen, så killingerne kan fange den, til deres indbyrdes lege, som ofte kan se drabelige ud, når de forsøger at fange og ”dræbe” hinanden, eller når de sniger sig ind på hinanden uden at blive opdaget, gemmer sig, og først springer frem når den anden killing er kommet forbi.

Katte har en bestemt jagtteknik. Jagten starter eksempelvis ved at katten hører noget der rasler. Derefter vil den lokalisere byttet, ved først at lægge sig på lur, og ved hjælp af syn, lugtesans og hørelse finde ud af hvor byttet er, derefter sniger den sig ind på byttet, og til sidst springer katten frem for at fange byttet. Den sidste del er den sværeste, og den går ofte galt for katten. Over 90 % af alle fuglejagter er resultatløse. Mus er lidt nemmere at have med at gøre, her er det kun 25 % der ikke lykkedes.

Katten husker på, hvor den har fanget sit bytte, og vender ofte tilbage til samme sted. Det er faktisk ret smart, for hvor der er én mus er der ofte flere.

Kattens leg med musen er et andet instinkt som katten har. Legen kan både være en form for afslapning efter vellykket jagt, eller en aggression for at afreagere efter jagten.

Når byttet er dræbt, bliver det ofte bragt med hjem. Sandsynligvis er det for at bringe byttet med hjem til andre killinger i kuldet, og som ejer overtager man rollen som ”den anden killing”. Det kan også være fordi katten vil fortære sit bytte i fred og ro, og hjemmet er naturligvis det sikreste sted for huskatten.

Katte har jagtinstinkt. Det kan der ikke laves om på, så selv om man forsøger at stopfodre katten, så den ikke er sulten, og tror den så lader være med at jage, så tager man fejl.
Indekatte har også hårdt brug for at få deres jagtinstinkt opfyldt, så især for dem er det vigtigt med legeting som kan bruges til jagt-lege. Man kan få rigtig mange forskellige slags legetøj, fra små pelsmus, til bolde, til aktivitetsbolde med foder indeni og så videre.
Se det store udvalg hos din lokale Bonnie Dyrecenter.