Scalare

Skrevet af Bonnie Dyrecenter

Ptherophyllum Scalare

Scalaren er næsten blevet et symbol på akvariehobbyen. Den højtbyggede cichlide kommer fra Amazonflodens vandsystem. Her færdes den i stimer i flodernes rolige bugter og vige – gerne i områder med tæt vegetation mellem trærødder og grene fra væltede træer. Det giver os et godt fingerpeg om, hvordan akvariet til disse fisk skal indrettes.

Akvariet må gerne være af den høje type. Tilplant en del af bundfladen med Vallisneria, gerne kombineret med nogle tynde spanskrør. Det giver en fin illusion om en sivbevokset vig. Et par store trærødder giver en flot kontrast til de grønne planter.
Scalarene bruger gerne de brede blade af sværdplanter til at lægge æg på. Plant derfor et par store eksemplarer af amazonsværdplanten, som et naturligt blikfang i akvariet. Nogle stængler af den røde brasillianske myriophillum kan sætte prikke over I-ét.

Scalaren æder helst levende foder, som myggelarver, små regnorme og ferskvandstanglopper, men kan godt vænnes til tørfoder og frostfoder.

Vandtypen er ikke så vigtig. Til opdræt er spagnumfiltreret regnvand optimalt, men ikke ubetinget nødvendigt. Temperaturen bør ligge omkring 24-26°, lidt mere til leg. Scalarer danner par for livet, og fiskene skal selv have lov til at udvælge deres partnere. Køb en flok ungfisk, og lad dem vokse op sammen. Når de bliver kønsmodne, vil pardannelsen starte.

Unge par kan finde på at æde deres egne æg, de første gange de leger. Lad dem endeligt gøre det. Efter et par forsøg skal de nok finde ud af at passe æg og unger eksemplarisk. Kunstig klækning bør efter min mening ikke benyttes, da det kan udvande fiskenes naturlige yngelplejeinstinkt.

De nyklækkede unger bør tilbydes både infusorier og artemia, da de ikke alle kan tage artemia de første dage. Ungerne vokser hurtigt til.

/