Oprindelse
Den Tyrkiske Van er en gammel katterace fra mellemøsten. Oprindeligt stammer den tyrkiske van fra regionen omkring søen Van i det nuværende østlige Tyrkiet, men findes også i Armenien, og det nordlige Irak og Iran. Alle steder hvor klimaet varierer til ekstremerne.
At den tyrkiske van kat er en meget gammel katterace vides, da man har fundet et billedskærerarbejde af en hvid semilanghåret kat med ringe på halen, som kan dateres tilbage til år 1600 f.Kr, og den tyrkiske van er senere blevet afbilledet på segl, malerier, stentavler og ornamenter.
Da romerne erobrede området omkring år 75 f.Kr. adopterede de et emblem med en kat på deres krigsbanner, og denne kat var ligeledes en lys ensfarvet kat med farvede ringe på halen, som netop karakteriserer det vi i dag kalder den tyrkiske van kat.
I 1955 rejste journalisten Laura Lushington og fotografen Sonia Halliday rundt i Tyrkiet i en opgave for det tyrkiske turistråd. De bemærkede en dag, at kattene specielt i området Van bar en særlig lighed med den traditionelle angora type pga. deres lange pels. Disse katte havde dog rødbrune markeringer på hovedet og en rødbrun ringet hale. De blev af deres tyrkiske værtinde tilbudt to killinger, som ikke var i familie med hinanden. En hunkat fra det sydøstlige Tyrkiet og en hankat fra Istanbul, som de tog med hjem til England, hvormed de første van katte kom til Vesteuropa, selvom de gennem århundrede var blevet holdt som kæledyr i Tyrkiet. Begge killinger blev sat i karantæne i England og senere nedkom hunkatten med tre killinger med næsten identiske hoved og hale markeringer. Laura startede et avlsprogram med kattene, og i 1969 blev disse katte officielt anerkendt i England som den tyrkiske van.
Udseende
Den tyrkiske van er en semilanghåret kat med kalkhvid pels og farvede markeringer på hoved og hale.
Hankatten er betydelig større end hunkatten, og kan veje op til 8-9 kg.
På grund af det ekstreme klima hvori disse katte lever, er den tyrkiske van en muskuløs kat, med betydelig kropsstyrke, kraftig knoglestruktur, og med et stærkt overlevelsesinstinkt.
Hovedet er let trekantet med lang lige næse.
Øjenfarven kan være ravfarvet, blå eller odd eyed dvs. to forskellige farvet øjne.
De første tyrkiske vankatte i Vesteuropa var hvide med rødbrune markeringer på hoved og hale. Disse markeringer er det mest påfaldende træk ved den tyrkiske van. Hovedmarkeringen består sædvanligvis af to farvede pletter mellem ørene, blot adskilt af en tynd hvid skilling. Halen er ligeledes farvet.
Pels
Da den Tyrkiske van lever frit i naturen naturen, er den i stand til at klare sig selv i de barske Øst-tyrkiske omgivelser, hvor klimaet varierer til ekstremerne. Den tyrkiske van har tilpasset sig det ekstremt varierende klima således, at pelsen varierer en smule fra vinter til sommer. Dens pels er utrolig blød og kashmir lignende. Der er ingen underuld, så pelsen filtrer ikke, og er let for katten selv at holde. Pelsen er også vandtæt og nærmest skyer vand. Såfremt katten hopper i vandet eller bliver våd ryster den sig bare, og er hurtig tør igen. Ligeledes hænger snavs og utøj sjældent ved pelsen.
Anerkendelse
I 1969 blev racen anerkendt i England af GCCF, og i 1971 kom anerkendelsen i FIFé. Dengang var den anerkendte farve kun rød/hvid mens øjenfarven var ravfarvet. Dette var standarden i mange år indtil man introducerede den fortyndende form (Creme/hvid) og de forskellige øjenfarver (Blå og odd eyed). Senere i 1997 er andre farvevariationer blevet accepteret indenfor FIFé. Disse farvevariationer inkluderer sort, blå og tortie (trefarvede også kaldet padder).
Den første tyrkiske van kom til Danmark i 1977, men det første tyrkiske van kuld blev først lavet i 1988. På trods af kattens smukke udseende er det stadig en forholdsvis sjælden katterace i Danmark.
Der er langt mellem de forskellige opdrættere, og det totale antal tyrkiske van katte her i landet ligger under 150 stk. i år 2006.
Langt de fleste tyrkiske van katte er stadige rød/hvide, men der er i de senere år kommet enkelte katte med andre farver til landet.
Temperament
Den Tyrkiske van er en livlig kat med et bestemt temperament. Den holder af socialt samvær med både mennesker og dyr, men ser ikke sig selv som et kæledyr men derimod som en ledsager. Den tåler ikke at blive ignoreret af sine mennesker, men forventer at man straks hilser på den, når man kommer hjem til den. Også selvom den ikke giver udtryk for at have savnet selskab.
Hvis den vil kæles for skal den nok lade sine mennesker det vide. Så tramper den straks rundt lige hvor den får mest opmærksomhed, og bliver vedholdende ved indtil den har fået de kæl den behøver. Ignorerer man den alligevel kan den let finde på at straffe sine mennesker ved at vælte noget på gulvet.
Den forventer at menneskene er der når den har behov for det, og den skal nok minde os mennesker om, at den er betydningsfuld.
Den har en god hukommelse og lærer hurtigt af sine fejl.
Den vil gerne ligge i nærheden af sine mennesker og holde øje med dem eller endda hænge på ryggen af menneskene.
Men det er ikke en elegant kat. Den kan let falde ned når den ligger og hygger sig, men lader altid som ingenting. Den har jo sin stolthed.
Den tyrkiske van er også meget betaget af vand. Et af dens kendetegn er faktisk, at det er katten som elsker vand og ind imellem kaldes den tyrkiske van også ”den svømmende kat”. Dette kendetegn kommer nok af at vankatten i naturen har været vant til at fange sin føde i søen, og har fået hjælp til at holde pelsen af de mange mineraler, som findes i vansøen grundet dens beliggenhed højt oppe over havets overflade.
Mange oplever at den tyrkiske van i fangenskab fascineres stærkt af rindende vand, og ligefrem plasker i det våde vand. Man kan også risikere at få besøg i brusebadet eller badekarret. Men skal katten vaskes med sæbe, så er den ikke længere interesseret.
Den elsker også at rulle sig i jord og sand og bliver meget beskidt, men kort tid efter er pelsen hvid igen. Denne handling er fra naturens side med til at holde utøj væk fra pelsen, og er noget den tyrkiske van kat har taget med sig i fangenskab. Derudover er den tyrkiske van ikke bange for naturens luner. Den har ikke noget imod at komme ud og lege i sneen, og følger fascinerende regndråbernes gang.
Sundhed og sygdom
Da den tyrkiske van er en katterace, som lever isoleret i naturens barske egne, har den ikke de store sundhedsproblemer.
Det er generelt en meget sund og robust kat, men som ved alle andre katte bør man være opmærksom på tandsten.
Mere om Tyrkisk Van
For yderligere oplysninger om den tyrkiske van kan du gå ind på specialklubben Ankara Kedi’s hjemmeside www.ankarakedi.webbyen.dk